Få en sikker byggeproces, når du bygger nyt hus
Dét kan I blive klogere på i denne artikel, hvor vi tager jer gennem byggeprocessen og stiller skarpt på nogle af de ting, I skal være opmærksomme på.
De forskellige stadier i byggeprocessen
Når I bygger nyt med Hybel, er processen den samme hver gang. I starter med et opstartsmøde på byggegrunden, hvor I sammen med jeres byggeleder gennemgår placeringen af huset på grunden i forhold til de gældende terrænforhold. På grunden vil I ofte kunne se markeringspæle, der viser, hvor jeres nye hus kommer til at blive placeret. På dette møde får I også mulighed for at forstå jeres byggeleders rolle, og I kan forventningsafstemme i forhold til både hvor meget og hvor lidt kommunikation, I ønsker, samt processens forløb.
I løbet af jeres byggeri kommer der forskellige håndværkere på byggepladsen. Nogle tager sig af murerarbejdet, mens andre tager sig af taget, og sådan forløber det indtil, jeres nye drømmehus står klar. Alt efter hvilket slags hus I skal have bygget, kan processen variere en smule, men nedenstående stadier giver et godt indblik i processen.
Fundamentet skal skabes
Før selve byggeriet kan begynde, er det nødvendigt at få skabt et solidt og holdbart fundament. Som det første kommer der derfor en entreprenør ud på grunden og graver ud til huset, laver kloakarbejdet og laver en sandpude, som husets sokkel efterfølgende kan støbes på.
Rammerne for huset skal opbygges
De første dele af huset, der tager form, er bagvæggene og skillevæggene der bliver opført på den nyligt støbte sokkel. Bagvæggene udgør en del af ydervæggen, med et hulrum, der isoleres, og en forvæg, der normalt mures op. Isolering og opmuring udføres senere i processen.
Mange huse bliver i dag bygget med porebeton, og en elementmontør opsætter ofte bagvæggene. Når først væggene er på plads, kan tømrerne komme til og tage sig af tagkonstruktionen. Dette arbejde indebærer opstilling af spær og pålægning af undertag for at sikre, at taget er vandtæt.
Til sidst bliver vinduer og døre sat i. Når I bygger med Hybel, har I altid mulighed for at få en byggenøgle af byggelederen til opstartsmødet, så I kan følge med i jeres byggeri og se jeres hus tage form.
Det indvendige arbejde begynder
Når der er kommet styr på rammerne for huset, begynder alt det indvendige arbejde, hvor der både kommer en elektriker og en VVS’er i huset. Ideelt set har I allerede udarbejdet en el-plan sammen med jeres elektriker, hvor I har bestemt, hvor stikkontakter, lampeudtag og andre elektriske installationer skal være i huset. Det gør nemlig arbejdet for elektrikeren meget nemmere. Elektrikeren sørger for alle el-installationerne i forhold til jeres ønsker, mens VVS’eren tager sig af rør og afløb til køkkenet, bryggers og badeværelserne.
Når der er styr på el- og VVS-arbejdet, kommer tømrerne tilbage for at montere loftet i huset, som består af en dampspærre, et underloft og så det loftmateriale, I har valgt til jeres hus. Hvis I har valgt at gå med et akustikloft som Troldtekt, bliver det først monteret, når væggene er blevet malet.
Herefter kommer der en murer, som tætner rillerne i porebetonen, hvor der er blevet lagt ledninger og rør ind. På den måde er det helt klar til, at væggene nu kan blive malet. Mureren støber også gulvet, hvor det er nødvendigt - for eksempel i brusenichen eller ved badekarret.
Den udvendige facade pudses af
Mens der bliver lagt fliser indvendigt - for eksempel på badeværelserne eller i køkkenet - begynder det udvendige arbejde. I denne fase går murerne i gang med opmuring af husets facade, og samtidig kommer tagdækkeren og lægger jeres valgte tagsten på.
Nu er der styr på tag og facade, og tømrerne kan komme tilbage for at montere underbeklædning, stern og nedløb. Hvis der er brug for en blikkenslager til tagrender, nedløb eller andet blikarbejde, kommer vedkommende på banen her.
Det indvendige arbejde færdiggøres
Klinkerne i huset er nu lagt alle steder, og nu skal alt det indvendige malerarbejde gøres færdigt. Her kommer maleren og sætter filt på og maler vægge og lofter. Hvis I har valgt et Troldtekt-loft, bliver det også monteret nu.
Nu har huset for alvor taget form, de ydre rammer er på plads, og det er tid til, at alt indmaden skal ind. I denne fase kommer der en montør og sætter køkken, bad, bryggers og skabe op. Hvis I har valgt at få et walk-in-closet, bliver det også sat op nu. Herefter kommer tømreren og lægger trægulve, monterer døre og installerer lister rundt omkring i huset.
Sidst, men ikke mindst vender elektrikeren tilbage for at montere stikkontakter og sætter de hårde hvidevarer til. VVS’eren kommer også tilbage for at montere vandhaner og lignende.
Huset får den sidste finish inden afleveringen
Nu er det snart tid til, at I kan flytte ind i jeres nye hus. Men først skal der lige styr på de sidste detaljer. Det inkluderer fugning, lakering af træværk og de allersidste detaljer rundt omkring i huset.
Inden huset afleveres, går I det grundigt igennem sammen med jeres byggeleder og identificerer eventuelle fejl og mangler, der skal udbedres, før I kan flytte ind.
Til selve afleveringen går I huset igennem endnu engang, og herefter får I overleveret nøglen til jeres nye hjem. Nu er det endelig tid til, at I kan flytte ind og indrette jeres nye hjem, lige som I ønsker.
Forventninger, når I skal bygge med et byggefirma
Når I bygger med Hybel, er I sikret en samarbejdspartner, som er der gennem hele byggeprocessen. Det vil sige, at vi håndterer de små og store udfordringer, der kunne opstå undervejs, så I kan have helt ro i sindet uden at skulle bekymre jer om alle de små detaljer. Samtidig tager vi ansvar for at koordinere alle involverede håndværkere, styre projektet og passe på dit byggeri. Vi holder altid, hvad vi lover og med os på holdet, er en aftale en aftale.
Inden vi går i gang med byggeriet, sørger vi for at forventningsafstemme det hele med jer, så der ikke er nogen tvivl om, hvad der kommer til at ske. Nogle kunder foretrækker mere kommunikation med byggelederen end andre, men det er vigtigt at huske på, at byggelederens hovedfokus er bedst brugt på byggepladsen.
Hos Hybel udarbejder vi altid en plan for byggeriets ideelle proces - selvfølgelig med mulighed for at kunne optimere og kvalitetssikre planen undervejs. Det giver også den enkelte håndværker plads til at planlægge arbejdet på bedst mulig vis, så der er sikret god kvalitet og fremdrift i byggeriet fra start til slut.
Forventninger, når I selv skal stå for byggeriet
Hvis I vælger selv at stå for jeres byggeri, så er det en stor fordel at have erfaring inden for branchen. Ellers kan I nemt komme ud på dybt vand og ende med at stå med et byggeprojekt, der er helt uoverskueligt. Når I bygger selv, er der mange ting, I skal være opmærksomme på. I vil for eksempel være ansvarlig for tegninger, korrekt dokumentation, arbejdsmiljø, sikkerhed samt indgåelse af de nødvendige forsikringsaftaler.
Som selvbygger kommer det primære arbejde til at gå med planlægning og kontrol. I skal have stærke koordineringsevner og stå for både bestilling af materialer og koordinering af håndværkere. Her er det en stor fordel, hvis I har kendskab til de forskellige faser i en byggeproces og de forskellige fagområder. Det kan også være nødvendigt for jer at købe jer til noget hjælp - for eksempel en autoriseret kloakmester, VVS-installatør og elektriker, som skal sikre, at disse ting er udført korrekt.
Der er mange selvbyggere, der undervurderer opgaven med oprydning på byggepladsen og affaldshåndtering, da det er en opgave, der faktisk er mere omfattende, end man skulle tro. Sidst, men ikke mindst skal I ikke glemme at få udført energiberegninger på byggeriet samt indsende en færdigmelding til kommunen. Men så er I altså også klar til at flytte ind i jeres nye hjem.
Det er selvfølgelig op til jer, om I kaster jer ud i nybyggerprojektet selv eller bygger med et professionelt byggefirma. Men vi tør godt love jer, at I ikke kommer til at fortryde det, hvis I vælger at bygge nyt med Hybel. Har I spørgsmål til vores byggeproces, står vores dygtige byggerådgivere altid klar til at svare på dem alle.
Andre blogindlæg
Gør din boligdrøm til din drømmebolig
Start med at booke et møde eller en fremvisning