
AC Horsens' hjemmebane skifter navn til Hybel Arena
AC Horsens og Hybel indgår langvarigt partnerskab - hjemmebanen kommer nu til at hedde Hybel Arena Horsens
Et stærkt lokalt samarbejde har fået nyt liv. AC Horsens og en af landets største husbygger-virksomheder, Hybel, der er ejet af den Horsens-baserede M+-koncern, har indgået en langvarig aftale om både stadionnavn og trøjesponsorat.
Fra 1. januar 2026 skifter klubbens hjemmebane navn til Hybel Arena Horsens. Aftalen markerer samtidig en udvidelse af det eksisterende samarbejde mellem AC Horsens, Hybel og M+ og er udtryk for en fælles ambition om at styrke både byens fodboldliv og fællesskabet omkring klubben.
- For os handler det her ikke bare om et navn på et stadion. Det handler om at bakke op om et lokalt fællesskab, som vi har været en del af i mange år - og om at støtte op om det projekt, som AC Horsens står midt i med nye ejere, ny ledelse og et tydeligt ambitionsniveau, siger Bettina Antitsch Mortensen, ejer af M+ og Hybel.
Tilbage til 00'erne
Navneskiftet er på én gang nyt og velkendt. Da CASA Arena Horsens blev indviet i 00'erne, var det resultatet af et tæt samarbejde mellem AC Horsens og entreprenørvirksomheden CASA, grundlagt af nu afdøde Michael Antitsch Mortensen, som er grundlægger af M+.
Da CASA i 2022 skiftede navn til Nordstern, fulgte stadionnavnet med. Nu vender navnet - og traditionen - tilbage til sine oprindelige rødder i M+-koncernen.
- Vi er stolte af, at stadion igen kommer til at bære et navn, der har lokal forankring og historisk betydning. Hybel Arena Horsens bliver et naturligt samlingspunkt for byen, for spillerne og for de mange, der følger klubben tæt, siger Brian Langvad, direktør i Hybel.
Et partnerskab med fælles mål
Aftalen omfatter både stadionnavn og en fremtrædende placering af Hybel på AC Horsens' spilletrøjer, som officiel sleeve partner. Samtidig er der en fælles ambition om at skabe mere liv på stadion og gøre kampdagene til en endnu stærkere fælles oplevelse for fans, familier og samarbejdspartnere.
- Vi er meget glade for, at Hybel og M+ har valgt at tage endnu et skridt sammen med os. Det er en aftale, der giver os stabilitet og lokal opbakning - og som bygger på gensidig respekt og tillid. Vi har gennem en længere årrække haft et fantastisk samarbejde med Hybel, og vi glæder os til at styrke det yderligere, siger Jacob Jørgensen, direktør i AC Horsens.
Officiel indvielse og lokale aktiviteter
Navneskiftet træder i kraft 1. januar 2026, hvorefter Hybel Arena Horsens officielt indvies ved et fælles arrangement med AC Horsens, M+, Hybel og Horsens Kommune.
Der planlægges i den forbindelse flere lokale aktiviteter og fælles kampagner i samarbejde med klubbens og Hybels marketingafdelinger.
Baggrund:
2008-2022: CASA Arena Horsens
2022-2025: Nordstern Arena Horsens
Fra 2026: Hybel Arena Horsens
CASA Arena Horsens blev oprindeligt etableret med Michael Antitsch Mortensen som central aktør i udviklingen af stadion og som medlem af AC Horsens' bestyrelse. M+ har i en årrække været aktionær i AC Horsens og fortsætter som en del af ejerkredsen efter de amerikanske investeringer i klubben.
Se vores katalog og drøm videre hjemme på sofaen
Det er nemt, hurtigt og kun et klik væk. Hent kataloget herunder og lad rejsen begynde.
.avif)