Et bryggers bør altid tænkes ind i planløsningen, når du overvejer at bygge nyt hus. Sparer du pladsen væk, risikerer du at skulle klemme både vaskemaskine og tørretumbler ind i eksempelvis badeværelset.
Men et bryggers bør ikke kun være funktionelt, men også visuelt spændende, så det ikke udelukkende bliver et kedeligt og uinspirerende opbevaringsrum til vasketøj, sko og rengøringstilbehør. Én af nøglerne er her planløsningen samt valget af tilbehør, materialer og farver.
Hos Hybel står vi altid klar med en kompetent byggerådgivning til indretning af bryggerset og hjemmet som helhed, når du vælger at bygge eget hus.
Læs vores inspirationsguide – vi har masser af tips til, hvordan du udnytter dine kvadratmeter bedst og får mest muligt ud af bryggerset. Du er også altid velkommen til at kontakte vores byggerådgivere her.
Sådan udnytter du alle kvadratmeter fra gulv til loft
I den moderne husstand kan man næsten altid bruge mere plads til opbevaring. Overvej, hvordan du udnytter antallet af kvadratmeter bedst muligt, og hvor meget plads du skal afsætte til opbevaring, herunder i bryggerset.
Har dine ting ikke en fast plads, ender de gerne med at skabe rod i hjemmet.
Et bryggers behøver ikke at være noget stort rum, men du kan skabe en del mere opbevaringsplads i rummet ved at udnytte pladsen på optimal vis. Det kan du bl.a. gøre ved at indsætte højskabe, så du får udnyttet hele pladsen fra gulv til loft. Satser du på at have både vaskemaskine og tørretumbler i bryggerset, kan du vælge en vaskesøjle, hvor de to maskiner står oven på hinanden.
Både håndvask og bordplads samt de store og små skabe i et bryggers kan endvidere nemt tilpasses rummets størrelse. Du kan desuden vælge skabe med eller uden låger samt med et forskelligartet antal hylder og bøjlestænger. Du behøver på ingen måde vælge de allerdyreste designløsninger til bryggerset – du kan sagtens tænke i billigere alternativer. Tænk imidlertid også på, at bryggerset skal kunne tåle en høj grad af slitage.
Gå gerne efter flotte moderne materialer og farver
Gå målrettet efter flotte moderne materialer og farver til det kommende bryggers, så det får et udtryk, der spiller op med den resterende boligindretning – og ikke bare bliver det rum, hvor du altid smækker døren i, når gæsterne kigger forbi.
Af materialer er laminat ofte at foretrække f.eks. til bordplader og gulve. Det skyldes, at laminat er et slidstærkt, billigt og holdbart materiale, som samtidig er rengøringsvenligt. Det fås også i flere farver.
Du kan ligeledes vælge vinyl eller fliser til gulvet, som ikke suger fugt til sig, og derfor egner sig godt til et rum, hvor familien ofte træder ind med vådt eller mudret fodtøj. Det er materialer, som er nemme at rengøre og vedligeholde.
Skabe til bryggerset fås ligeledes i alverdens designs, og vælger du farver som grå, hvid, sort eller naturfarvet, får du en stilfuld indretning i et tidløst design, som du kan have glæde af i mange år. Du kan også forsøge dig frem med en flot modefarve på én enkelt væg, så den skaber en flot kontrast.
Gode skabs- og hyldeløsninger – alfa og omega for et ryddeligt bryggers
Skabsindretningen i dit bryggers er gerne afgørende for, om rummet fungerer i praksis. Det skal være nemt at gemme dine ting væk, så du altid har ryddelige overflader. Du skal også gerne hurtigt kunne få fat i tingene, når du har brug for dem. Smalle højskabe kan anvendes til strygebræt, fejekost og støvsuger.
Du kan desuden bruge bordets underskabe til en praktisk opbevaring af forskellige småting og værktøjer, ligesom du kan placere overskabe på væggen over bordet. Her kan du bl.a. opbevare rengøringsmidler, så de er uden for børns rækkevidde.
Irriterer det dig, når sko og støvler flyder på gulvet? Så giv fodtøjet en ordentlig skohylde. Overtøj kan ligeledes få sin faste plads på en knagerække eller i et skab med bøjlestang, hvis du gerne vil gemme det væk bag en skabslåge.
Et funktionelt bryggers til hverdagens gøremål
Det er vigtigt med et funktionelt bryggers med fin plads, når du skal klare hverdagens gøremål såsom vask og strygning. Her er det vigtigt, at du også husker at have en vasketøjskurv, som både har den rigtige størrelse, men også har et design som passer til jeres smag. Vasketøjskurve behøver nemlig ikke være kedelige, men er en oplagt måde at få noget farve og pang ind i et rum, som måske ikke altid er det mest inspirerende. Funktionalitet og design kan sagtens gå hand i hånd!
Du kan også overveje, om du skal gøre plads til et tørrestativ – som et miljøvenligt alternativ til tørretumbleren. Placerer du tørrestativet i bryggerset, kan du undgå madlugte fra eksempelvis køkkenalrummet. Strygning kan ligeledes foregå i samme rum, hvis gulvet vel at mærke er så ryddeligt, at du kan have et strygebræt stående.
Opbevaring af småting i bryggerset
Sortér gerne alle dine småting i kurve. Placér dem på hylder, så du holder både kurve og småting væk fra de andre flader i rummet. Det er helt op til dig at afgøre, om du ønsker kurve i flet, stof, plast eller måske akryl. Vælger du kurve i forskellige størrelser og materialer, kan det være med til at give rummet et visuelt spændende udtryk, hvor øjet hele tiden bliver fanget af nye detaljer. Du skal dog også passe på, at det ikke kommer til at virke alt for rodet.
Er du mest til kurve og skabe i den samme klassiske farve, kan du skabe kontrasten ved at indrette bryggerset med plakater, blomster og grønne planter.
Belysningen i rummet kan f.eks. være loftslamper, spotlamper, væglamper eller pendler, som både giver et godt arbejdslys og samtidig skaber en hyggelig atmosfære.
Hent ekstra inspiration i vores udstillingshuse
Hos Hybel er vi eksperter i byggerådgivning – vores byggerådgivere sidder klar til at rådgive dig om indretningen af de enkelte rum, inden vi det tager det første spadestik til dit drømmehjem.
Vi anbefaler, at du besøger vores udstillingshuse rundt om i landet eller vores showrooms, hvor vi viser dig vores mange idéer i praksis.
Kontakt vores byggerådgivere allerede i dag, og hent spændende inspiration til dit husbyggeri!