November 2020

Børneværelse – Sådan indretter du et sjovt og lærerigt børneværelse i 2021

Hvad skal man have i tankerne, når man indretter et børneværelse til de 3-11 årige? Få Hybels boligstylists bud her.

Indretningen af børneværelse kan godt været lidt af en udfordring. Som forældre vil man ofte gerne have, at værelserne afspejler resten af huset, men samtidig skal indretningen også tage højde for barnet og dets interesser og læring. Her på siden får du 10 gode råd til, hvordan børneværelset kan indrettes i 2021 – for hvad er tendenserne egentlig? Hvor stort skal værelset være? Hvordan hjælper jeg mit barns udvikling med den rette indretning? Hvilke gulve egner sig bedst, og hvordan skaber man plads til leg?

Når man taler indretning af børneværelse, er der to forskellige udgangspunkter: 1) Hvis du skal bygge nyt hus eller 2) skal indrette et eksisterende hus.
Hvis du bygger nyt, har du et hav af muligheder for at vælge værelsets form, størrelse, loftshøjde, hvor vinduerne skal placeres, om du vil have indbyggede skabe osv. Alt sammen noget, som giver dig friheder i forhold til din indretning. Hvis du har et eksisterende hus, er du noget mere ”låst” og skal til tider være kreativ i din tankegang for at få plads til alt det, du kunne tænke dig. Vi håber på at kunne inspirere dig her.

Indretning – stylistens bud på et godt børneværelse

I denne blog har vi, sammen med boligstylist Janni Ancher Arnsbo, fundet 10 gode spørgsmål til børneværelset, som man skal stille sig selv, og vores bud på et svar:

  1. Hvor stort skal et børneværelse være?
  2. Indbyggede skabe eller ej?
  3. Er belysning på børneværelset vigtigt?
  4. Skal der farver på vægge i et børneværelse?
  5. Træ, laminat eller gulvtæppe?
  6. Hvilke overvejelser skal du gøre dig inden du indretter med møbler?
  7. Hvad glemmer mange at tage højde for i indretning af børneværelse?
  8. Hvordan får man plads til legetøj?
  9. Hvordan skaber jeg en god rumfornemmelse?
  10. Hvordan indretter jeg et mindre værelse?

Hvor stort skal et børneværelse være?

Et rigtig godt børneværelse er minimum 12 m2 , mener Hybels boligstylist Janni Ancher Arnsbo. Så er der plads til de større møbler: seng, skabe (måske indbyggede) og opbevaringsreoler. Men der er også plads til leg ved et mere eller mindre stort bord og på gulvet. Barnet skal kunne fordybe sig i lektier, en malebog, med puslespil eller lignende, men skal også kunne brede legetøjet ud og boltre sig på gulvet. Børns læring sker både kognitivt og fysisk. Derfor har alle børn brug for både at lege gennem finmotorisk og stille leg (for eksempel LEGO og perler), men også gennem fysisk og grovmotorisk leg. Balancen og følelsen af, hvordan jeg styrer min krop, kan udvikles for eksempel med gymnastikringe eller balancebold. Stille børn skal også bevæge sig og de aktive kan godt blive trætte eller trænge til ro. Derfor er det oplagt at skabe plads til både fordybelse, hygge og til at bevæge sig – hvis man har muligheden for det.

Indbyggede skabe eller ej?

Det kommer an på, hvor stort værelset er. I mindre værelser kan indbyggede skabe være en ulempe, fordi det mindsker fleksibiliteten i indretningen, så der måske kun er mulighed for at stille sengen ét sted. Med et fritstående skab har du større mulighed for at flytte rundt på møblerne og stille dem, så de passer bedst til barnets udvikling og behov, som jo skifter med årene. Men i større værelser, hvor de ekstra m2 automatisk giver flere muligheder, skaber indbyggede skabe et rum med lige linjer, som mange synes er et flot udtryk. Visuelt fylder et fritstående skab mere og kan virke klodset. Ofte placerer man et indbygget skab bag døren, for at kunne udnytte væggen i rummet bedst muligt.

Er belysning på børneværelset vigtigt?

Ja! Forskellig belysning er godt på forskellige tidspunkter. I de mørke vintermåneder, skal lyset være tændt, når der leges. En god måde at skabe hygge, er ved at bruge en lysdæmper eller have noget belysning i en hyggekrog. En natlampe og skrivebordslampe kan også være vigtigt til godnat- eller lektielæsning. Derfor er det relevant at være opmærksom på din el-plan i børneværelset og eventuelt overveje, om der skal installeres spots med lysdæmper.

Skal der farver på vægge i et børneværelse?

Børn vil gerne have farver. Stylingsmæssigt kan en enkelt malet væg skabe hygge og sammenhæng med det mangefarvede legetøj. Du kan skabe et flot børneværelse ved at matche farven på væggen med et billede på modsatte væg i samme nuance eller med sengetøj og tæppe. Men man skal selvfølgelig også være påpasselig med ikke at få et uroligt virvar af farver. Hvis man foretrækker hvide vægge, kan man skabe farvemæssig sammenhæng gennem plakater, gulvtæppe, opbevaringskasser osv. i samme farve. Så skal du heller ikke have malerpenslen frem, hvis indretningen af værelset en dag skal laves om.

Træ, laminat eller gulvtæppe?

Laminatgulve med trælook, som er slidstærke i forhold til ridser, er meget praktiske i børneværelser. De er nemme at holde rene og holder sig pæne i mange år. Trægulve er flotte, men kan være dyrere og får nemmere ridser. Derfor vil man som forælder måske være lidt mere påpasselig med, hvordan man vil lade sine børn lege på gulvet – hvilket vil være synd. Et gulvtæppe kan hurtigt blive snasket, hvis børnene vælter et glas saftevand eller glemmer et bolsje. Men et gulvtæppe er rart at sidde på, når man leger, så køb eventuelt et løst tæppe. Til små børn kan man vælge at udlægge et område med skumgulv, så der er plads til at kunne trille rundt. På den måde indretter man også den frie plads til leg.

 

Hvilke overvejelser skal du gøre dig inden du indretter med møbler?

Det er vigtigt at tage i betragtning, hvilken alder og hvor mange børn man indretter til. Er der flere børn som skal sove sammen i samme rum og så bruger et andet værelse eller multirum til leg? Så er det måske relevant med en køjeseng. Hvis værelset kun er til et enkelt barn, kan man komme til at vælge en seng, som snart skal skiftes ud, fordi barnet vokser så hurtigt. Vælg større, kvalitetsmøbler, der kan holde i lang tid. Man kan lettere skifte småinteriør ud som for eksempel en lampe eller en uro, som barnet måske mister interessen for efter et par år. Sengetøj, lamper, puder, en lille stol eller andre mindre ting er også afgørende elementer i indretningen, men ikke så dyre at skifte ud, når barnet udvikler sig og får nye interesser.

Hvad glemmer mange at tage højde for i indretning af børneværelse?

Gulvplads! Når man overvejer indretning af børneværelse, er det vigtigt at tænke gulvplads ind i løsningen, fordi det ofte er dét sted, børnene leger. Gulvarealet bliver brugt til alt lige fra leg med LEGO og biler til dukkeleg og udklædning. Som før nævnt, bør der være plads til forskellig leg, uanset hvad dit barn foretrækker. Der skal være plads til at brede legetøjet ud over det hele – men det skal selvfølgelig også være nemt for barnet at rydde op igen.

Hvordan får man plads til legetøj?

Kassereoler med kurve er geniale til legetøj. Visuelt giver det mere ro at pakke legetøjet væk. Og for mange børn er det svært at få legetøjet til at stå pænt på hylder, når det skal ryddes op. Til gengæld kan de fleste børn lægge ting i kasser og sætte kassen op på hylden. Hvis man har forskelligfarvede kasser til forskellige grupper af legetøj, er det også nemt for barnet at finde legetøjet frem. Ønsker man et mere ensformigt udtryk, kan man for eksempel bruge fletkurve (hvilket også er meget moderne for tiden) men så skrive på en label, hvad der er i kurven elle lave et lille billede, der kan sættes på, afhængigt af barnets alder.

Hvordan skaber jeg en god rumfornemmelse?

Tænk indretning i flere niveauer - gerne i tre højder: gulvet, midt på væggen og øverst på væggen.
På gulvet står typisk de større, tunge ting som sengen, skabet, bordet, stolen og reolen. Men reolen kan også hænges op på væggen for at frigøre gulvplads. En ribbe, et billede eller bogreoler kan ligeledes hænges op i børnehøjde. Man kan skabe en god rumfornemmelse og udnytte øverste del af rummet ved at ophænge hylder eller ting fra loftet som en flagranke, planeturo, børnelamper/lyskæde eller legeredskaber som trapezer eller gymnastikringe.

Hvordan indretter jeg et mindre værelse?

En køjeseng er et fantastisk møbel i små værelser. Med en høj køjeseng kan du få plads til et skrivebord indenunder, hvilket frigiver mere gulvplads. Hvis dit barn ikke er så gammelt og du ikke føler dig tryg ved de helt høje senge, kan en halv-høj køjeseng også være løsningen. Så er der plads til at indsætte en ekstra kassereol til legetøj eller lave en hyggekrog, hvor barnet kan tegne og lege. Eller måske en hule med puder, hvor man kan putte med mor eller far, der læser højt. Hæng hylder på væggen, lyskæde op under sengen og stil nogle kurve med bøger – så er I klar.

Indretning med råd tråd til resten af huset

Hvis du har en lille stylist gemt i maven og har et ønske om, at lave indretning på børneværelset, som passer i stilen af resten af huset, får du her et ekstra råd. Ønsket om den røde tråd i alle husets rum er mest et forældreønske, men noget man godt kan efterkomme ved for eksempel at vælge nogle af de samme materialer i børneværelset som i køkkenet og stuen. Hold tæpperne i samme nuancer som resten af huset. Mørk eg og flet er meget moderne for tiden, og det kan man både finde som møbler og børneinteriør. For eksempel kan man få små lamper og borde/stolesæt i mørk eg samt fletstole og kurve til børn. Prikken over i’et er at vælge samme træsort eller fletfarve som resten af huset.

Du kan finde masser inspiration og alle billederne i dette blogindlæg i Hybels store galleri her.

God fornøjelse!

Bestil vores katalog og drøm videre hjemme på sofaen

Hybel hent vores katalog